Hvordan siger man lige farvel?

Kan også være lidt svær at greje, for hvad har man lige brug for her?

Det er jo meget individuelt og svinger virkelig meget fra person til person. Så hvordan tilgodeser man lige alle, så alle føler at havde fået sagt ordentligt farvel?

I mit tilfælde, er det sådan jeg lige nu står for det hele og derfor egentlig også bestemmer det hele, men jeg har jo ikke patent på vedkommende vi skal sige farvel til, så jeg har valgt at spørge andre eller bare tage et udtrykt ønske med.

Det gjaldt blandt andet den her og hvor i bisættelsen den skulle synges: 

784 Altid frejdig, når du går https://www.folkekirken.dk/tro/salmer/altid-frejdig-naar-du-gaar

Jeg har virkelig makket med de salmer, har ikke som sådan nogle særlige ønsker og vidste så heller ikke hvilke, personen selv ønskede og kunne lide. Så blev forslaget jo mest en meget stor hjælp, så det vil nok være et sted jeg ville kigge, hvis jeg skulle give et råd her - ved du det ikke og ikke har nogen særlige ønsker,  så spørg andre i familien om deres ønsker, hvis de ellers har nogen.

Noget andet man så også skal tage stilling til, skal kisten bæres ud af kirken eller skal der siges farvel inde i selve kirken. Igen for mig gjorde det ikke den store forskel, men det gjorde det for et andet familiemedlem, så traf afgørelsen jo egentlig sig selv, den det her betød mest for, blev tilgodeset, fordi det var meget vigtig for vedkommende. Som igen var vigtig for mig, jeg har som sagt ikke patent på personen vi skal sige farvel til. Så igen skulle jeg give et råd om dette, hvis det ikke betyder så meget for dig, så giv plads til andre familiemedlemmer, så dette farvel også bliver deres. Så giv plads og lyt til andre.

For mig personligt er dette også vigtigt, for mig at nok er det her mit farvel til min far, men jeg var ikke det eneste menneske i hans liv og det ville være helt forkert, at tænke det anderledes, for min far skal også have lov til at sige farvel til alle, der var vigtige for ham. Det er mit billede på en værdig afsked. Jeg har det heldigvis ganske udemærket med kompromisser, som også blev en del af mine beslutninger her.

De beslutninger der egentlig var låste på forhånd for mig var kistepynten, sted og dato for selve bisættelsen, fordi det var meget vigtig for mig, at bisættelsen handle om mit og barnebarnets farvel. Som alligevel også blev et kompromis mellem mig og mit barn, hvor vi nåede frem til, hvad vi ønskede. Som tilfældigvis faktisk var meget ens alligevel, så et rigtig kompromis blev det egentlig aldrig, det var mest nogle små detaljer, der i sidste ende ikke var så vigtige, jeg havde bare brug for vi var enige, så jeg ikke fyldte det hele.

Det vigtigste er jo det bliver et ordentligt og pænt farvel, noget vi kan sætte pris på senere, noget vi kan være bekendt og som mest handler om, personen vi siger farvel til. Dette betyder så også at åbne op for hvem nu, der kunne have brug for at komme eller sende en bårebuket, mennesker han har kendt og haft et forhold til, både dem vi kender og dem vi ikke gør. Det sidste jeg kan gøre for min far i dette liv.