Taler vi for meget om døden?

Det syntes jeg sommetider vi gør

Man kan ikke tale døden ihjel https://www.information.dk/debat/2017/11/kan-tale-doeden-ihjel

Aldrig har så mange talt og skrevet om døden som nu. Men lige meget hjælper det på vores dødsforskrækkelse. For vi taler om det forkerte.

Jeg har personligt mødt døde ikke mindre end 2 gange, sådan rent bogstavelig mødt døden og det har selvfølgelig givet stof til eftertanke - så den del af livet er ved at være grundigt gennemtænkt. Det følger lige som med, den type oplevelser.

For en del tid siden, fik jeg faktisk en forudanelse om min egen død, ikke tæt på min død, men selve min død, når min tid kommer, som den jo gør for os alle. Man kan så tænke hvad man vil om forud-anelser, min har dog givet en slags ro, på grund af indholdet og hvordan det fik mig til at føle - jeg vidste jeg var død, men var ok med det. Og når jeg forestiller mig "the afterlife", er det i en have, sådan en rigtig frodig gammel dansk have, fuld af dufte og lyde, i den her have er en art terrasse, i en lysning mellem træer og buske, med et lang bord, dækket til eftermiddagskaffe. Det er en lun sommerdag, ikke alle pladser ved bordet er optaget, familien venter på dem der mangler, dem der ikke er ankommet endnu. De er ikke kede af det eller noget, de snakker sammen og drikker en lille slurk kaffe, fordriver tiden i hinandens selskab, mens de venter på bordet bliver fuld. Under bordet liggen en hund (tilhørende en onkel) og en kat (tilhører også en onkel) gnider sig op af bordet og gæsterne - Og så er det sådan jeg tænker, hvad kan der være grimt ved det?

I min forudanelse, havde jeg lige taget overtøjet på og var gået ud af min dør, sådan set tilfreds og glad - måske jeg faktisk var på vej om lidt, på vej til at finde det kaffebord i den gamle have, det kaffebord hvor andre familiemedlemmer, sidder og venter på mig. Måske tager jeg snart jakken af og går langs stien hen til haven og måske kan jeg høre dem, når jeg åbner havelågen, så de er nemme og finde i den store have. Og hvis det er, ved jeg hvor glad jeg vil være, når jeg endelig finder terrasse, for jeg har savnet dem virkelig meget, bare savnet at være sammen med dem, det er alt for længe siden og nu kan jeg endelig sætte mig ved bordet, sammen med dem, så jeg tager min plads, trækker stolen ud og sætter mig.

Jeg har tænkt lidt på den kat der, jeg kan ikke helt se hvordan den ser ud, ikke tydeligt, kun er den spinder, er meget venlig og gerne vil kæles for, det er som om den siger pænt velkommen til alle.

Så jeg søgte lidt på den, uden at finde ret meget andet end noget om folks døde kæledyr og spørgsmål om de kan komme i himmelen, som ikke er det jeg leder efter, jeg leder mere efter symbolikken i den og den modtagelse den giver i min version af livet efter døden, himmelen eller hvad man nu kalder det, for hvorfor er den det mest aktive i min udgave. Det er ikke min kat og jeg kender den ikke, så hvorfor eller hvordan har den sneget sig ind i min personlige version? Jeg kender ikke katten og har aldrig set den før, foruden den sådan set er udvisket nok til jeg ikke kan se hvordan den ser ud, men budskabet er tydeligt, sådan en virkelig venlig kat som er sindsyg glad for at se dig, så glad man ikke kan tage fejl.